Page 19

Bo_Bedre_I_BorbjergHvam

- Vi boede i samme opgang i Aarhus i otte år, og alligevel var der naboer, som vi ikke kendte, siger Janni. Et halvt år efter handelen var huset klar til indflytning. Familien, der nu var forøget med Laura, rejste vestpå. Foreløbig for et år. Efter 14 dage i Trabjerg kom den første invitation til ”gadefest”, og naboerne kom forbi for at høre, om der var noget, de kunne hjælpe med. - Vognmanden kom med en gravko, når der var brug for det, og sådan er det hele vejen igennem. Det er meget nemt at blive integreret her i området, siger Casper og tilføjer, at familien hurtigt besluttede sig for at blive. Den store renovering gik i gang. Casper er sikker på, at flere af naboerne gennem tiden har kigget lidt medlidende på familien, fordi renoveringsopgaven var så stor, som den var – og stadig ikke er helt færdig efter ti år. Den del af det oprindelige stuehus, der skal være børnenes værelser, er stadig én stor byggeplads. - Det har været et bevidst valg for os, at vi ikke ville knække nakken ved at gå for hurtigt frem. Der har skullet være tid til at være familie samtidig, siger Casper. Laura, der i dag er ni år, var kun ½ år, da familien flyttede ind, og siden er Jeppe på syv kommet til. De er vokset op med ombygningerne som en helt naturlig del af familiens liv. - Jeppe ved godt, at mørtelen skal blandes i forholdet én til fire plus lidt vand, siger Casper, der hurtigt bliver korrigeret af Laura: Forholdet er én til fem. Og gennem årene har den vaklende rønne forvandlet sig til en smuk perle, der emmer af personlighed og solidt håndværk. De indvendige døre har Casper selv konstrueret af forskallingsbrædder, komfuret er bygget op af køreplader, så det ligner et gammelt brændekomfur, det nye badeværelse er forsynet med træk og slip og en håndvask fra en gammel skole. Også den store have er fyldt med forskellige terrasser, bålplads og kroge med plads til leg og hygge. - Vi prioriterer familielivet rigtig højt, og det har vi god plads til, siger Janni. Prioriteringen af familiens ve og vel betyder også, at både hun og Casper spiller aktivt med i hele lokalområdet. Casper har som grundlæggende filosofi, at går børnene til fodbold, håndbold eller badminton, så melder han sig som træner. Og selvom Janni og Casper ikke nåede længere vestpå som forventet dengang for ti år siden er en del af bedsteforældrene alligevel helt tætte på. Caspers forældre blev også så fascineret af området, at de nu har købt hus og slået sig ned i Borbjerg, få kilometer fra familien i udkanten af skoven på Øster Trabjergvej


Bo_Bedre_I_BorbjergHvam
To see the actual publication please follow the link above